Velkommen til Lind Motorik.

Her på siden kan du finde viden om motorik og sanseintegration. Du kan læse om hvilke børn og voksne, der kan have glæde af sansemotorisk træning og du kan finde informationer om hold og træning, som jeg tilbyder.

Det er vigtigt for et barn at have en god grundmotorik. Kroppen har stor betydning for, hvordan et barn trives - både fysisk og psykisk. En god motorik giver gode forudsætninger for at lære nye ting. Det kan både være at lære at kravle, stå på skateboard, spise med bestik eller at læse. Et motorisk dygtigt barn er ofte mere selvstændig, har en god kropsfornemmelse og klarer sig godt socialt. Det er rart at kunne følge med kammeraterne i legen og at turde udfordre sig selv.

At have en god motorik er alfa og omega for at have et godt børneliv og et aktivt voksenliv. Motorikken udvikles i takt med at vi bevæger os og bruger vores sanser. Motorik handler ikke kun om at være god til at hoppe, gå på line og løbe stærkt. At have en god motorik betyder, at krop og hjerne kan arbejde sammen. At hjernen kan registrere og bearbejde sanseindtrykkene på en hensigtsmæssig måde, og sende besked videre ud i kroppen, så der kommer en meningsfuld reaktion.

Motorik er altså samspillet mellem sanser, hjerne, krop og bevægelse.

Mange børn har brug for hjælp til at lære at gå uden at falde hele tiden, at kunne løbe lige så stærkt, som de andre børn, eller turde at klatre i træer. De behøver blot et lille skub i den rigtige retning, og så klarer de resten selv ved at eksperimentere med bevægelserne og ved at lege. Andre børn har brug for hjælp til at kunne tåle almindelig kærlig berøring eller hjælp til at sidde stille på stolen. Dette kan sansemotorisk træning hjælpe på vej til.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål angående dit barns eller din egen motorik. Skriv eller ring, det er helt uforpligtende.

Jeg glæder mig til at hjælpe.